Den historiske baggrund

Her kan du finde lidt om de historiske hændelser de to oplevelser er baseret på; den ene er historien om sovjet Ruslands arbitrære politiske forfølgelser og brug af fanger som arbejdskraft, den anden er er en isoleret mystisk hændelse, der har genereret et hav af konspirationsteorier!

GULAG – Sovjetiske tvangsarbejdslejre

Selv om jeg studerede historie generelt, har jeg altid lagt et specielt fokus på russisk og sovjetisk historie, og afsluttede min uddannelse med et speciale om GULAG lejre.
Allerede i tsartiden var tvangsarbejde og deportationer til Sibirien i brug – et system som Bolsjevikkerne gladeligt tog til sig. I december 1917 blev VTjK – Den alrussiske Ekstraordinære Kommission for Kamp mod Kontrarevolution og Sabotage, også kendt som Tjekaen, oprettet under ledelse af Felix Dzerzhinskij, som selv havde brugt 11 år i tsaristiske fængsler og som tvungen arbejdskraft. Tjekaen, og dens senere alteregoer GPU, OGPU, NKVD og MGB/MVD stod uden for loven, og havde derfor frie tøjler i deres “kamp” mod kontrarevolutionær aktivitet.
  En af sikkerhedstjenestens vigtigste opgaver, var varetagelsen af koncentrationslejre, senere kaldet arbejdslejre.  Ordet koncentrationslejr var allerede i brug i slutningen af det 19. århundrede, men disse var militære institutioner, og meget anderledes end Bolsjevikkernes udgave, der havde tre unikke hovedtræk ifølge Harvard professor Richard Pipes;
   1. De var permanente og blev derved ikke fjernet efter borgerkrigens (1918-1921)
       afslutning.
   2. De var ment til brug mod Sovjetunionens egen befolkning, til at knuse modstand.
   3. De havde en økonomisk funktion; de isolerede ikke kun fanger fra omverdenen, de
      udnyttede dem også som arbejdskraft.
Disse lejre var ikke kun ment til at isolere individer, men også grupper af individer; bourgeoisiet, kulakker (bønder med en smule jord) eller dissidenter – rigtige eller forestillede.
  I 1928 præsenterede Stalin den første femårsplan, der inkluderede tvangskollektivisering og industrialisering på et enormt plan. Massearrestationer, henrettelser og deportationer fulgte. Samme år blev der nedsat en kommission hvis formål var at oprette et mere omfattede lejrsystem. Det var denne kommission der fandt på administrationsnavnet GUL’ag; Glavnoe upravlenie lagerei = Hovedlejradministration.
  Den Store Terror som årene 1937 – 1938 huskes som, eskaleredes yderligere af en tale holdt af Stalin til Centralkomiteen i marts 1937, hvori han meddelte at der var spioner i alle samfundets kroge, der saboterede alt hvad de kunne for at stoppe landets fremgang mod kommunisme.  Dette førte til massearrestationer og hurtige domme.  I disse år, den Store Terrors højdepunkt, blev specielt partimedlemmer arresteret og dømt under artikel 58: Kontrarevolutionære Forbrydelser, som blev defineret som enhver handling rettet imod at undergrave eller svække Sovjetunionen. Mange sektioner under denne artikel kunne tolkes bredt, og gav derved sikkerhedstjenesten stor frihed vedrørende hvem der blev arresteret, specielt da Stalin i 1937 begyndte at give kvoter for hvor mange skulle arresteres.
  Den Store Terror var langt fra den første eller sidste arrestbølge; i 1920’erne var det modstandspolitikere, der blev arresteret i store antal. I 1930’erne var det kulakker, partimedlemmer og en række forskellige nationaliteter i de sene 30’ere. I 1940’erene blev hustruer af tidligere anholdte arresteret for ikke selv at have angivet deres ægtefælle. Efter Anden Verdenskrig blev de soldater, der havde tilladt sig at blive taget til fange af tyskerne, arresteret ved deres hjemkomst, og endelig i slutningen af 1940’erne blev en række forhenværende straffefanger genarresteret uden yderlige sigtelser.
 I lejrene blev fanger tvunget til at udføre hårdt fysisk arbejde. De fik mad ud fra om de levede op til deres arbejdskvoter, hvilket betød at hvis de ikke kunne klare arbejdet, fik de mindre mad, blev svagere og fik endnu sværere ved at udføre deres arbejde. Denne onde cirkel første ofte til alvorlig sygdom eller død. 
 Der var et stort skæl i lejrene mellem politiske fanger – kontriki – og kriminelle fanger – urki – hvor de sidstnævnte fik tildelt nemmere arbejde og blev behandlet markant bedre af vagter og systemet generelt, da de blev set som langt mindre farlige og mere reintegrerbare i det sovjetiske samfund.
 Fange arbejdskraft blev brugt i mange dele af industrialiseringen, blandt andet til at bygge Hvidehavskanalen, kun udstyret med primitivt værktøj, et projekt der kostede anslået 25.000 tvangsarbejdere livet.
Uanset hvor meget GULAG forsøgte at tjene penge på udnyttelsen af fange arbejdskraft var systemet aldrig rentabelt. I stedet var det en kæmpe byrde på den sovjetiske økonomi.
 GULAG-historikeren Anne Appelbaum estimerer at ca. 28,7 millioner mennesker fandt deres vej igennem systemet blot mellem 1930 og 1953.

Kilder og yderligere læsning
Appelbaum, Anne. Gulag – A History. London: Penguin Books, 2003. Print

Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks straffelov, artikel 58.Web.
URL: http://www.mnemosyne.ee/hc.ee/pdf/appendixes/329-331.pdf

Barnes, Steven. Death and Redemption: The Gulag and the Shaping of Soviet Society.
Princeton: Princeton University Press, 2011. Print.

Pipes, Richard. The Russian Revolution. New York: First Vintage Books Edition, 1990. Print

Solzhenitsyn, Aleksandr. The Gulag Archipelago. Abridged. Oversat af Thomas
Whitney og Harry Willets. London: The Harvill press, 2003. Print

Senere på året får jeg selv udgivet en artikel om kvindelig GULAG fanger i Entremons – Journal of World History.

 

 

Ulykken i Djatlov passet

Min interesse i Djatlov mysteriet er meget mindre akademisk og appellere i stedet til nørden i mig, der sætter pris på en god konspirationsteori.
 I de sidste dage af januar 1959 begyndte en gruppe andengrads bjergvandrere, hovedsagelig studerende, deres rejse over de nordlige Ural bjerge, i dengang Sovjet Unionen, mod Bjerget Otorton fra byen Vizhai. Denne rute var vurderet som en tredjegradsrute (den højeste på det tidspunkt) og ved turens fuldførelse ville gruppen opnå denne grad. Gruppen bestod af Yuri Nikolayevitj Doroshenko, Yuri Alexeyevitj Krivonischenko,  Yuri Yefimovitj Yudin, Lyudmila Alexandrovna Dubinina,  Alexander Sergeyevitj Kolevatov,  Zinaida Alekseevna Kolmogorova, Rustem Vladimirovitj Slobodin, Nikolai Vladimirovitj Thibeaux-Brignolle, Semyon Alekseevich Zolotaryov  og gruppens leder Igor Alekseyevitj Djatlov, efter hvem, stedet hvor det hele skete  – Djatlov passet – blev opkaldt.
 Yuri Yudin vendte om kort efter de var begyndt på grund af sygdom. De ni andre kom på afveje på grund af dårligt vejr og begyndte at gå imod bjerg Kholat Syakhl – på det lokale sprog kaldet Dødsbjerget. Da de indså deres fejl, besluttede de sig for at slå lejr på siden af bjerget hellere end at gå tilbage i læ i udkanten af skoven ved foden af bjerget.
 Da gruppen endnu ikke var vendt tilbage den 20. februar, blev en civil- og senere en militær redningsaktion sat i gang. Deres lejr blev fundet d. 26. februar, hvor deres telte stadig stod, indeholdende alle deres ting, inklusiv deres sko. Teltene var flået op indefra og ingen af ekspeditionsmedlemmerne var i syne.
  Ved udkanten af skoven fandt man Krivonischenko og Doroshenkos lig, kun iført undertøj, siddende omkring et primitivt bål. Djatlov, Kolmogorova og Slobodins lig blev fundet på forskellige steder mellem udkanten af skoven og deres originale lejr, også kun iført undertøj. Det så ud som om de tre havde forsøgt at finde deres vej tilbage til lejren efter deres hastige flugt derfra. Alle fem var døde af hypotermi.
 I maj, da sneen begyndte at smelte, blev de sidste fire lig fundet i en bjergkløft inde i skoven. De var viklet ind i de andre ekspeditionsmedlemmers tøj.  Thibeaux-Brignolle havde været udsat for seriøst hovedtraume og både Dubinina og Zolotaryov havde store frakturer i deres brystkasser. Der var dog ingen ydre sår, som om skaderne var forårsaget af en trykbølge.
 Dubinina manglede også sin tunge, øjne og en del af sine læber – muligvis på grund af forrådnelse da hendes krop muligvis har ligget i løbende vand under sneen.
 Nogle kilder fortæller at tøjet disse sidste fundne var iført var radioaktivt, men at deres kroppe ikke var.
 Vi har stadig ingen reelle svar på hvad der skete med Djatlov gruppen, men der er naturligvis opstået mange vilde teorier, lige fra lavine til yeti, rumvæsner, militæreksperimenter eller at vinden hyllede med en sådan frekvens at det drev dem til vanvid, osv.  Alle disse teorier kan i læse meget mere om på nettets mere paranoide – eller muligvis åbentsindede sider. Jeg vil specielt anbefale Chilluminati podcastens gennemgang af hændelsen, som var min originale inspiration.

Kilder og læsning/lytning på emnet
https://www.youtube.com/watch?v=BPcAqc-xB7Y&t=3s

https://dyatlovpass.com/

https://en.wikipedia.org/wiki/Dyatlov_Pass_incident


Jeg håber dette enten har overbevist jer om at prøve et eller begge af rummene, eller givet jer mere indsigt i hvad I allerede har oplevet, og hvordan interaktiv historiefortælling kan bruges til at udtrykke meget forskelligartede historier.
                                        – Af N. P. Vej (Ejer, cand.mag. i historie og kæmpe nørd)
 

Luk menu